Ansættelseskontrakten
Ansættelseskontrakten er din og virksomhedens aftale om de forhold, du er ansat under, som f.eks. arbejdstid og -sted, ansættelsesperiode, løn og ferie. Det er vigtigt, at du efter modtagelsen af kontrakten underskriver den og sender en kopi til OPU-Sekretariatet.
Checkliste og forhåndstilsagn
Før din 1. arbejdsdag modtager du i e-boks et "Forhåndstilsagn om merit for oplæring i udlandet". OPU-Sekretariatet laver forhåndstilsagnet ud fra en checkliste, som din virksomhed udfylder, og som beskriver, hvad du skal beskæftige dig med i løbet af din ansættelse. Forhåndstilsagnet er dit bevis for, at du er under dansk godkendt uddannelse og med forhåndstilsagnet fra OPU, har du mulighed for at søge om økonomisk støtte fra AUB under dit ophold - læs mere om støtte fra AUB.
Uddannelsesforhold
Når du starter på et oplæringsophold i udlandet via OPU, er det uddannelsesmæssigt det samme, som at starte i en læreplads i en virksomhed i Danmark. Det betyder, at du ved afslutning af opholdet får merit for perioden. Har du eksempelvis arbejdet 1 år i udlandet, sidestilles det med 1 år i den danske uddannelse. Den samlede uddannelsestid er 1 eller 2 år afhængig af uddannelsesretningen og din uddannelsesbaggrund, dvs. om du har en EUD, EUX eller HHX. Hvis OPU-opholdet i udlandet kun udgør en del af den samlede uddannelsestid, har du mulighed for at færdiggøre uddannelsen ved at finde en ny oplæringsplads i udlandet eller en læreplads i en virksomhed i Danmark for den resterende periode.
Skolemoduler
Idet et OPU-ophold ankerkendes som en del af en dansk erhvervsuddannelse, skal du gennemføre en række skolemoduler i løbet af dit ophold. I langt de fleste tilfælde foregår det som fjernundervisning, så du ikke skal rejse frem og tilbage imellem dit opholdsland og Danmark. For enkelte specialer som fx kontoruddannelsens 'spedition og shipping' er det ikke muligt at tage skoleforløbet som fjernundervisning. Der foregår det på skolen i Danmark.
Tilmelding til skolemoduler
OPU-Sekretariatet sørger for at tilmelde dig de relevante skolemoduler, og du modtager herefter nærmere information direkte fra den skole, som er ansvarlig for undervisningen.
Hvis skolemodulerne foregår i Danmark, og du ikke får løn eller får en lavere løn fra din arbejdsgiver i udlandet, mens du er på skole, kan du få løntilskud fra AUB. Din virksomhed er ikke forpligtet til at give dig fri til skolemoduler i bestemte perioder, så hvis din virksomheden afslår, fordi at tidspunktet måske er ubelejligt, må alternative muligheder undersøges. Du må da henvende dig til skolen og spørge om det er muligt at tage faget på et andet tidspunkt eller blive overført til en anden skole.
Første arbejdsdag
Sørg for inden afrejse at kende mødetidspunkt og -sted samt navnet på din kontaktperson i virksomheden. Du skal medbringe udenlandsk skattekort og bankoplysninger.
OPU-Sekretariatet
For elever | Für Unternehmen in Deutschland | For international businesses
Optagelse, forhåndsgodkendelser, ansættelsesrejser, blanketter eller skolemoduler?
Uanset hvad du har brug for svar på, sidder vi klar til at hjælpe dig med at komme videre.
Email: opu@college360.dk
Telefon: +45 87 22 20 90
Bindslevs Plads 1,
8600 Silkeborg
© 2024 Attityde.dk Cookies og privatliv